Vidste du at....?

Det er beskrevet flere steder at Brian Epstein i april '62, hvor han stadig arbejdede på at få The Beatles "i form" til et gennembruden, tog Beatlerne med til en Cliff & The Shadows koncert i Liverpool Empire, så de kunne se og lære hvordan et "rigtigt" band optrådte.

Så, hvem ved - måske blev Liverpool-drenge virkelig "inspireret" den aften.

 

 

Historien

Da Jan Grau i starten af 2002 blev præsenteret for planerne om et Cliff & The Shadows showband, og blev tilbudt rollen som “Cliff”, var han ikke længe om at slå til. Først og fremmest af kærlighed til musikken, men også af mere nostalgiske årsager.

Vi, der var teenagere i 60’erne, husker - måske foruden det første rigtige kys eller vores første grammofon - især den nye og anderledes musik der væltede ind over os fra USA og England. Og for unge Jan Grau i Ålborg og Peter Jørgensen, Kim Hansen og Erik Jensen i Århus, var det pladerne fra en ny engelsk sanger ved navn Cliff Richard og hans gruppe, der gjorde størst indtryk. Denne musik, med elektriske guitarer og bas havde en energi, vildskab og styrke, der slog benene væk under os. Aldrig havde vi hørt noget lignende. Senere kom The Beatles - men før The Beatles, betød rockgruppe ganske enkelt Cliff Richard & The Shadows.

Cliff & The Shadows bragte rock’n’roll fra USA til England, og fra ‘58–‘63 dominerede de både single-, EP- og LP-hitlisterne. Det var også den første gruppe, der skabte fanhysteri overalt hvor de optrådte. Cliff & The Shadows skabte en stil og en ny sound, der bogstaveligt talt inspirerede en hel generation af håbefulde og begejstrede musikerspirer - også i Danmark. Her blev både Grau, Hansen, Jørgensen og Jensen ramt af rock’n’roll feberen. Der skulle dog gå mere end 40 år, inden de skulle stå på samme scene, i samme orkester.

Jan Grau blev forsanger i McKinleys i slutningen af 60’erne, og var med i gruppen frem til opløsningen i 1980. McKinleys udgav 4 albums og opnåede flere hitlisteplaceringer, bl.a. med “Let’s hang on” Herefter blev det med gruppen Ritz til et enkelt album og hittet “Vi venter en baby”. I 1989 dannede Grau samme med bl.a. tidligere McKinleys medlemmer pop-før orkesteret Second Round, der eksisterede frem til 1999. Second Round huskes bl.a. for deres medvirken i TV programmet “Hit, hærg og hentehår”.

Peter Jørgensen og Erik Jensen begyndte at spille sammen allerede i skolen, og nogle år senere dannede de sammen med Kim Hansen en gruppe, der i 1968 bl.a. deltog i DM i rock. I 1972 slog de sig sammen med en tidligere skolekammerat i gruppen The Beekeepers. Bortset fra en periode i 80’erne, eksisterede denne gruppe med samme besætning, helt frem til 2002. The Beekeepers indspillede kun en enkelt plade midt i 70’erne, men har gennem årene leveret underholdning til alt fra kro- og halballer, over sommerfester og festivaller til større private fester og firmaarrangementer. Kristoffer Jensen begyndte at spille guitar som 8-årig, og hans interesse for både guitaren og 60’er musik må ligge i generne. Efter at have spillet i et par skolebands og i forskellige andre sammenhænge, blev han i 1999 femte mand i The Beekeepers, som så havde både far og søn på guitarer.

I Me & My Shadows er Grau, Jørgensen, Hansen og Jensen atter tilbage ved udgangs-punktet. Hvem sagde skæbnens ironi? Det ligner i hvert fald mere end en tilfældighed, at vi idag - mere end 40 år senere – igen er tilbage ved den musik, der satte det hele i gang. Ringen er sluttet.

“Always here to rock for you!” sang Cliff i signaturmelodien til Radio Luxemburg programmerne i starten af 60’erne – en forudsigelse, der måske vil gå i opfyldelse.

Ånden og musikken lever stadig.